Århus  den 2.nov. 2004
Av Kirsten Skovbo


Dialog med socialminister Eva Kjer:
Barndommen genudsendes ikke  

Tak for dit svar. For en gangs skyld ikke helt det samme standarbrev som jeg tidligere i årenes løb har modtaget fra fire af de dine sidste socialministre kollegaer.

Der er mange vigtige vinkler omkring anbringelsesproblematikken, som jeg ikke er sikker på, at du altid bliver informeret NOK om!  Og da jeg som almindelig borger og bedstemor mere end nogen anden har været udsat for systemets skalten og valten, er jeg glad for at Du lytter til mig. Som mor til fire døtre, samt mormor til fire anbragte småbørn, hvoraf jeg (uvist af hilken grund) kun er blevet tildelt (alt for lidt) samvær med det ene af børnebørnene, Carl, føler jeg mig kompetent til at udtale mig. 

Hvor de afsavn, smerter og den sorg, som både min datter, hendes børn og vi som en hel familie føler, desværre ikke er et enkeltstående tilfælde, men deles af alt for mange andre. Hvor systemet ikke engang overholder selv de allermindste basale krav om medmenneskelighed, Børnenes behov bliver ikke imødekommet og derfor bliver børnenes adfærd sygeliggjort. Man har endda med fuldt overlæg adskilt små søskende på hver sin døgninstitution. Hvilket de i dag lider unødigt under! Hvor børnene ydermere er fjernet UDEN der foreligger misbrug eller psykisk sygdom hos hverken min datter eller os som familie! Tværtimod har vi ALTID sat sund levevis og kvalitetskrav af fødevarer højt, Hvor jeg altid har lært mine dørte at være med til at bygge et godt samfund op, men vi oplever at samfundet begår det stik modsatte imod os, at det splitter vor familie ad og river os ned. Hvor ikke engang mindstekrav om medmenneskelighed ydes fra kommunens side. Hvor vore relevante og oprigtige spørgsmål om mere samvær, nærhed og udgang stedse forbliver ubesvaret fra forvaltningens side.  Hvor ikke engang injurerende udsagn bliver dementeret og rettet i journalark!  Som følge deraf forbliver min datter og mine børnebørn ulykkelige gidsler i et politisk spil, der ikke hører hjemme i et velfærdssamfund som vort. Børnenes behov bliver ikke imødekommet og derfor bliver børnenes adfærd sygeliggjort.

1. Det er et faktum, at børn stadig fjernes UDEN nogen form for forundersøgelser, men blot og bar på en tilfældig og dårligt uddannet sagsbehandlers mistanke, som ikke holder vand. (Et spædbarn der tages ud af mors ame og fra mors bryst, bliver derved på ganske kort tid totalt skadet, fordi det mister den basale tilknytningsfase med de velkendte mors lyde, stemmeføring, dufte, hud- krops samt øjenkontakt, hjertelyd og sansepåvirkninger. Det er den ”anden navlesnor”, der brutalt og brat klippes over. (Hvis du er i tvivl om sandheden heraf, så spørg først og fremmest dit eget moderhjerte og dernæst dem, som har prøvet det og dermed selv kender til, at små børn ikke tåler denne voldsomme tidlige adskillelse, fordi kærlighedsbindingen er noget af det mest fundamentale og stærke, der findes i ethvert menneskes liv). Når mange fremmede hænder, med ligeså mange fremmede lugte overtager det spæde eller mindreårige barn, bliver de så forstyrrede, at de allerede som kun to årige får psykiatrisk behandling! Hvor jeg kan levere bevis for (på video,samt båndoptagelser, at det  ofte unge uerfarne personale ikke engang har forstand på helt almindelig børnepleje). Mine tre små børnebørn har alle fået skader af for dårlig beklædning i kulde, af manglende vask og smøring, af for lidt eller meget mælkeerstatning, af elendig sårbehandling og mangelfuld ernæring, m.m. F. eks. ligger mit sidst nye lille barnebarn med hvid fråde ud af munden af svamp og trøske. Visse institutioner opfylder hverken  almindelige renlighedskrav eller yngelpleje. En så dårlig behandling ville vi jo aldrig nogensinde selv tilbyde. Det er neget hårdt at se på, at min datter overholdt alle gode sundhedsregler og fødte en særdeles sunde spædbarn (ifølge jordemoder og fotos), nu må gå og lide under, at systemet, der påstår at give børn det de har brug for, ikke gør hvad de siger, Hvor ikke kun mine børnebørn, men et utal af andres børm bliver brutalt fjernet af politi og af sagsbehandlere, der som i min datters tilfælde ikke engang havde hilst på de vordende forældre og ej heller havde aflagt besøg i deres velholdte hjem.
    
2. På tvangsfjernelsesområdet savnes etiske holdninger. Vi oplever at børn ikke bliver behandlet med respekt og bliver fraholdt sine forældre til stor skade for barnet. Den etiske holdning der efterlyses i socialforvaltningerne vil nok kollidere med den arbejdspolitik der bærer sit store præg af at det er en virksomhed der har specialiseret sig i at fjerne børn. Børn fjernes ene og alene på mistanke med både uniformeret og civilklædt politis hjælp, og som i Carls tilfælde endda  uden  personer fra socilkontoret! Det føles som en kidnapning – i masser af tilfælde af helt normalt velungerende børn.  Ved sådan en brutal fremfærd pådrages både mor, barn og familien et dybt chok for livet!  Politiet får bagefter tilbudt psykologhjælp , men den ulykkelige mor /far/familie lades i stikken. (Hvis du er i tvivl om sandheden deraf, så gå ud fra dit trygge ministerium til disse nervenedbrudte forældre/familier og spørg DEM)! Når først en sagsbehandler vilkårligt har været på strandhugst og fjernet et barn fra dets forældre og nære pårørende, (som regel udfra fordrejede og usande journalark), så er løbet kørt.  Derefter er der intet, som kan bringe et barn tilbage til sit hjem igen.  Ej heller til sine bedsteforældres hjem. TV dokumentaren fornylig om et bedsteforældrepar, der fik plejetilladelse til deres to børnebørn er et af deyderst  sjældne tilfælde, og derfor er TV med til at vildlede befolkningen. Barnet fjernes for stedse fra sin biologiske familie, elskede kæledyr, kammerater, børnehave/skole mm. Den advokathjælp du hentyder til, er intet værd!  For det første fordi kommunerne kun leverer gratis adgang til 4-6 timers advokatbistand, (prøv du at gennemlæse de centimeterhøje journalark på så kort tid?) Og for det andet, fordi advokathjælp ALDRIG bliver taget alvorligt af kommunerne. Deres henvendelser forbliver enten ubesvarede eller syltes i så lang tid, at barnets skader af at blive fjernet når at sætte dagsordenen. Det er ambivalent og påfaldene, at systemet påstår at hælpe påståede skadede børn (vilkårlige børn i gråzoneområder), hvorefter de netop seæv påfører dem svære skader som opstår ved savnet af deres kære. Derefter bliver disse børn GJORT til behandlingskrævende individer!  Hvorefter sysemet påstår, at det er forældrenes skyld! Vi ser da, at desamme ting som påståes at være årsag til tvangsfjernelse af et barn, de selvsamme fejl og mangler, endda værre, begås nu af systemet selv, så det ændrer intet for barnet. At tilbyde advokathjæp er som at gå over åen efter vand, idet det der i virkeligheden er et sagsbehandlerproblem, gøres til et juridisk problem. Hvor ingen af de påståede klageadgange nogensinde har vist ders værdi, snarere tværtimod! Hvor de blot gummistempler kommmunernes usaglige og usande journaler. Det være sig både socialudvalgsformænd, borgmestre, ombudsmænd, ankestyrelse og landsretten mm. Hvor jeg, som min datters bisidder  endda har oplevet at få yderligere mit gode navn og rygte svinet til i en ankestyrelse. Som sagt er vi ikke de eneste.
    
3. Når først børn er fjernet bliver de anbragt på uinspirerende,urolige og forvirrende døgninstitutioner igennem lang tid, UDEN at der foretages noget som helst andet end bare  at lade tiden gå.  Hvor det ofte ses, at både forældre og pårørende i de førte uger eller  måneder efter fjernelsen ikke får tilladelse til  kontakt med barnet!  Derved går børn rundt i stor angst og fortvivlelse, fordi de tror, at forældrene og familien måske slet ikke ved, hvor de er henne. Det er et allerede udforsket og velkendt fænomen, at børn reagerer med afvisning, hvis f. eks. forældre/nær famiilie har forladt dem omkring 2-5 års alderen.  (Det kunne i tidligere tider være pga. et sygehusophold (hvor forældre dengang kun var tilladt et besøg en gang om ugen, eller hvis forældre er rejst på ferie uden barnet).  Når de ses igen, vender barnet sig væk , fordi barnets følelser af være blevet forladt er fremherskende. (Læs Ole Sxhouenborgs bog: Velfærdsyngel derom.) Hvor meget desto værere må det så ikke være, når børn tvangsfjernes?  Man fristes til at tro, at systemet bevidst fremprovokerer denne traumatiske adskillelse, der altid ubevidst vil nage og pine barnet. Måske i håbet om, at en fjernelse af et barn på blot og bar mistanke, således kan komme til at passe, fordi barnet hurtigt pådrager sig psykiske skader ved adskillelsen. Hvor kommunen før ikke havde noget at skrive i journalerne, det har de nu, skabt af deres egne handlinger! TIDEN er netop den uhyggelige faktor, som sagsbehandlere i hobetal anvender i deres arbejdsgang med tvangsfjernede eller frivilligt anbragte (hvilket kan komme ud på et, da barnet jo ER ført bort hjemmefra og lider ufatteligt under ukendte og altfor restriktive forhold, med et væld af fremmede ansigter, der kommer og går). Der har i børneregi ellers i mange år været påpeget, at små børn ikke kan tåle selv få dages sygehusophold uden tæt kontakt med mor/far/familie, hvis ikke barnet skal pådrage sig traumer for livet. Når dette er sagt, er det påfaldende, at sådanne skønne overvejelser overhovedet ikke gælder for anbragte børn. Der findes åbenbart ikke samme medmenneskelige hensyn. (Hvordan kan I fortsat undgå at lægge øre til forskerne indenfor Socialforskningsinstituttet, m.fl. der påpeger det samme)
    
4. Når så barnet længe NOK således har væet adskilt fra sine kære, som er barnets ENESTE kærlige ”rigtige” næring for vækst og sundhed, (Hvis forældrene ikke kan bruges, så kan i de fleste tilfælde bedsteforældrene indgå som en fuldgyldig erstatning), bliver barnet gennem måneder og ofte halve år så skadede, at de nu gøres til genstand for idelige bedømmelser, som føres til protokols. Hvor fantasifulde, men belastende journaler rammer familien ud i al evighed!  DET ER DEN OMVENDTE VERDEN – først tager man barnet og bagefter skal man bevise, at det var det rigtige at gøre!  Børn er jo ikke en vare, man bare kan lægge på en hylde i venteposition. Så nu ruller lavinen. For nu udsættes barnet for så belastende skudsmål, hvor det ALTID nævnes som som en selvfølge, at det er mor og far der har skadet barnet. Selvom det i tusindvis af tilfælde ikke er i overenstemmelse med sandheden. Sådanne påstande ses endda også beskrevet, til trods for at systemet har fjernet barnet på fødegangen!  Disse udtalelser følger nu barnet på dets fremtidige løbebane. Nu skal systemet jo levere en ”gyldig forklaring” på hvorfor de i det hele taget fjernede et sundt og velfungerende barn hjemmefra. Nu leder de med lys og lygte efter formodede årsager hos hele familien – ofte helt tilbage i forrige generation. Enhver, der leder længe nok, kan altid finde  fejl og mangler ved enhver familie!  De mange usaglige og usande rapporter, jeg har set, er ofte fulde af gætterier og opspind). Jeg og andre har f, eks. i årevis forgæves anmodet om at få sådanne injurerende udtalelser dementeret i både mine og min datters sagsmapper.  Men kommunerne indrømmer ALDRIG deres graverende fejl. Skyldes det måske, at det er fordi de ALDRIG holdes ansvarlige for noget som helst? I stedet fortsætter de bare (med bind for øjnene) med at fjene en mors børn på de forrige løgnehistorier. Det giver anledning til stor uro i befolkningen.
    
5. Selv det stærkeste barn får en forandret adfærd efter kun ganske kort tids traumatisk adskillese fra sine kære. (Se venligst fotos af mit barnebarns nedtur på min hjemeside). Det hele er jo nyt og en stor belastning for det lille barn at skulle tilegne sig en ny daglig rytme, der ikke engang følger forudsigelige og trygge rammer! NB! Har ved snart to års selvsyn indefra set hvordan døgninstitutioner fungerer. Hvor det yderligere er forståeligt, at mange forældre desværre ikke kan bære at se hvor ulykkelige deres børn bliver i de nye omgivelser, så de af sorg og smerte ufrivilligt fravælger at besøge deres børn. Også ofte fordi forældrene slet ikke har forstået GRUNDEN til fjernelsen, der som før nævnt i utallige tilfælde heller ikke engang var til stede. Dette forværrer igen situationen for barnet. Og så er den dårlige og selvforstærkende cirkel begyndt!  Hvor samværet med barnet yderligere ofte foregår i et mere eller mindre hyggeligt besøgsrum. Endda med en overvågende og stressende pædagog på hver skulder. Kærligheden  mellem barn og forældre får hermed IKKE de bedste betingelser. Og når barnet vokser op og forstår, hvad der blev gjort imod det, får de stor bitterhed imod samfundet, som kan få katastrofale følger. Statistikkerne taler deres eget tydelige sprog herom.
    
6. Når barnet så er blevet bedømt til at være (blevet) behandlingskrævende, så skrives der atter flittigt i sagsmappen, Uden en sagsbehandler har spor kendskab til hverken forældrenes levevis, hjem, uddannelse, eller andre posivtive faktorer, sendes der nu bud efter såkaldte eksperter såsom psykologer! Og nu føjes der yderligere usandheder til. Den ansatte psykolog ved nemligudemærket, hvad kommunen forlanger af dem,og så fortsætter lavinen!  Der bliver tolket og gransket i et væk om alt det negative/sygeliggjorte der som sagt opfindes!  Hvor det ville være almindelig sund fornuft og logik at en sandfærdig bedømmelse af et barn i virkeligheden hellere burde foregå i barnet kendte og vante miljø!  Og IKKE EFTER det er blevet fjernet fra alting! (Som det så tydeligt fremgik af TV dokumentaren for nylig, er der mange børn, som IKKE blev fjernet, på trods af deres forældres umådeholdne drikkeri og andre misbrug, hvor 2 hele flasker vin dagligt samt konstante drukture på bæverding ikke er unormalen! Omvendt fjerner man børn fra ikke misbrugere, der ALDRIG skulle have været fjernet!  Du skulle vide, hvor umoralsk og nedgørende sådanne TV udsendelser virker på os ædruelige forældre/familier, som HAR fået vore ønskebørn fjernet UDEN grund!  Efterhånden er det mere reglen end undtagelsen at sagsbehandlere undlader at kigge på familens ressourcer og potentialer. (Som også i vort tilfælde efterlader os ganske uforstående overfor sådan et tilfældighedernes spil!  Hvor journalføring iøvrigt nemt og elegant føres med tilbagevirkende kraft. F.eks. begyndte en oprevet og dybt ulykkelig mor at drukne sig sorg på bunden af en flaske, EFTER en udsigtsløs tvangsfjernelse. Hvorefter sagsbehandleren skyndsomt foretog en justering i journalerne og nu skrev, atdet var p- g-a- moderens drikkeri at barnet blev tvangsfjernet! (Dette eksempel er desværre IKKE enestående,). Og nu ruller lavinen videre!  Som en sten der kastes i vandet, breder den sine destruktive ringe. Nu ikke kun for barnets forældre og søskende, men også ud i resten af barnets nære familie og bekendtskabskreds. Alle påvirkes og det ses ofte at både forældres og pårørendes arbedsevne og helbred bliver betydeligt forringet deraf.
    
7. Nu bliver barnet fragtet videre til næste station på sin uhyggelige livsrejse. Barnet leveres nu til  endnu en ny fremmed døgninstitution – dennegang  i Carls tilfælde til et behandlingshjem, hvor han, der engang var et kernesundt lille nysgerrigt og lykkeligt barn, slet ikke hører til. Hvor han langsomt, men sikkert er blevet forvandlet til et kuet barn. Se: www.hyllemormor.dk. Selvfølgelig findes der også gode historier, hvor børn har får glæde af at blive fjernet hjemmefra, men det er langt de færreste. Ingen børn kan udvikle sig optimalt ved at skulle undvære fysisk kærlighed og berøring fra sine kære. At observerer barnet i dets dagligdag er så indlysende mere rigtigt og retfærdigt, fordi det da ikke befinder sig i den stressende og angsfyldte situation, når det ER blevet fjernet til et ukendte sted. Hvor dets sociale adfærd slet ikke kan registreres, men langt hellere burde være blevet set, medens det befandt sig i hjemmet, i sin børnehave, skole, fritidsklub, til fritidsinteresser, ved børnefødselsdage, på udflugter med og uden forældre.. Der kommer ALDRIG et sandfærdigt billede af et barns trivsel eller mangel på samme frem, hvis det IKKE får lov til at blive bedømt i dets kendte miljø. Fordi barnet jo udviser netop de symtomer, som en tvangsfjernelse pr. automatik medfører efter adskillelsen. Hvor barnet efter at have kæmpet og håbet på en bedre tilværelse, efterhånden visner hen i stille resignation som en blomst uden næring, sol og vand!
    
8. Udgifterne til anbragte børn har ellers nået himelråbende højder, til trods for at vi er mange varmhjertede pårørende, der står med kærlige åbne arme. Børn, der som daværende fireårige Carl blev tvunget til at tusse rundt på en uinspirerende ikke alderssvarende spædbørnsafdeling, (uden at blive tilbudt at komme i en socialiseringsproces, som f. eks. en alderssvarende børnehave, eller andre relaterede aktiviteter, kunne så istedet have bevaret evnen til at omgås almindelige børn ude i samfundet, hvis vi hans nære familie havde fået lov til at tage ham med på ture udenfor institutionen). Og på denne måde fortsætte med at aflæse almindelige børns kropssprog, mimik og uskrevne sociale spilleregler flokken imellem! Det er et af DE ALLERSTØRSTE HURDLER FOR ANBRAGTE BØRN, AT DE IKKE MÅ KOMME UDENFOR INSTITUTIONEN OG VÆNNE SIG TIL DEN ALMINDELIGE VERDEN UDENFOR, og således, når de kommer i skolealderen får de et kæmpechok. Carl var ellers vant til at gå i børnehave og var meget vellidt der af både de voksne og børnene!  Det er der blevet forsket NOK i, at anbragte børn hurtigt KOMMER bagud m.h.t. indlæring, Hvor de kommer i hjælpeklasser og inden længe bliver mobbet, fordi de falder UDENFOR normale børnegruppers BEGREBSVERDEN!  Anbragte børn bliver holdt i en uvirkelig børneverden, hvor de hæmmes i deres naturlige og alderssvarende udvikling. Hvor døgninstitutioner endda lader en højt larmende støvsuger køre tæt ved små børn, mens de ligger ubeskæftiget  på et koldt gulv uden gulvtæpper. Iført sparsomt tøj til beskyttelse imod træk fra døre der konstant åbnes og lukkes. Børn blandes mellem hinanden. Sunde børn sammen med alkohol og abstinensbørn, velfungerende blide børn sammen med overgribernde og voldsomme børn. Alt dette i ”Barnets hellige tarvs fortærskede navn”!
    

9. Det evigt gnavende savn virker som en hæmsko for barnets udvikling, fordi det  bruger uforholdsmæssig stor energi på at gå og savne. Det går senere ud over indlæringsevnen. Og barnet skal forholde sig til de mange forskellige ansattes måder at gøre alting forskelligt på. At skælde ud på, at opmuntre eller det modsatte på, o.s.v. Jeg kan efter nu snart to års samvær, som er foregået indenfor på to forskelige døgninstitutioner erfaret, at der skældes unødvendigt meget ud på børnene, at de nedgøres,  at de hives i armen m.m. Eller hvor børnene lades alene på en mangelfuld legeplads, hvor de kommer op at slås. Hvor nære pårørende bliver udsat for visse pædagogers mishag, som de har svært ved at skjule overfor både barnet og os. Alt dette skaber en unædvendig loyalitetskonflikt hos barnet, fordi det skal jo forholde sig til dem der dagligt passer det. Hvor f. eks. Carl i nu over 1½ år forgæves har tryglet om at komme på besøg sine bedsteforældre, eller at komme udenfor institutionen ved samvær, må han døje hårdt under forskelsbehandling, fordi han ser, at hans andre kammerater gerne må komme med udenfor til samvær, på weekend og på ferie hos deres familier. Socialkontoret undlader konstant at besvare mine breve, og det bevirker, at Carl ikke mere føler sig ligeså meget værd som de andre børn. Men INGEN tager åbenbart et barns retfærdige børnner alvorligt.Som du ved, har vi igennem meget lang tid rettet forespørgsler derom!
    

10. I forbindelse med at børn f.eks. anbringes i plejefamilier, ses også desværre, at barnet kan risikere at blive sendt flere forskellige steder. Og når pengene bliver for hårdt tjente, når barnet når pubertetsalderen, hænder det, at barnet atter skibbes et nyt sted hen” Når barnet skifter opstedsted fra sin velkendte dagligedag med skolekammeratskaber,m.m. så sker der hurtigt det, at barnet eller den unge ikke mere tør indvolvere sig i dybfølte venskaber. Fordi de aldrig ved hvornår de voksne flytter dem videre. Gad vide om der findes statistikker på dette område, Hvor en helhjertet accept og inderlig kærlighed mere og mere bliver en mangelvare, forbi barnets familie jo for længst enten er blevet sat ud på et sidespor – eller, som det sker alt for titaf barnets omsorgspersoner bliver nedgjort i barnets øjne.  Således at barnet ikke mere TØR hengive sig til sin egen biologiske familie.  Det er min og mange andres erfaring, at vi ikke skal stikke ret meget af fra normalbegrebet, førend personalet på den ene eller anden måde udviser skjult foragt for barnets nære familie. Selvom pædagoger gå rundt med et smil, kan de ikke snyde hverken barnet eller os. VI KAN TYDELIGT MÆRKE OM VI ER VELLIDT ELLER EJ! Børn kan også mærke, hvordan deres omsorgs personers indbyrdes forhold er! Og som bekendt lærer børn MEST af det de ser og sanser hos de voksne. Det foranlediger loyalitetskonflikt, fordi barnet kommer i klemme mellem dem, det dagligt er totalt afhængig af, og sin højt elskede familie! Hvor de er nødt til at forsage egne følelser og naturlige behov. Barnet går bestandig og er på vagt overfor de voksnes forskellige reaktioner.Vi ser, at det har meget stor betydning for Carl, hvem der er på arbejde den dag, min mand og jeg kommer til samvær med ham. Et barn bliver følelsesmæssigt forvirret, fordi det ikke skaber tryghed med så mange forskellige måder at håndtere børn på. 
     
11. Konklusionen må være, at inget barn burde tvangsfjernes før en kompetent person vurderer barnet i dets eget miljø over længere tid, således at der opstår et venskab og fortrolighed mellem barnet og den observerende. En, som barnet kan opfører sig naturligt overfor. Det vil i første omgang være dyrt, men sikkert kun en brøkdel af  hvad det senere koster,hvis barnet kommer ud i kriminalitet, misbrug, selvmordsforøsg og forsørgelse livet igennem. Samt eventuelt selv igen får deres barn fjernet. Det har kommet mig for øre, at Silkeborg kommune anvendt denne model! Er dette mon rigtigt?

Man kunne jo også give hele familien en tur til Mallorca, for så ville en person, som familien har kendt gennem længere tid, nemt kunne se deres indbyrdes forhold og tiltale på en helt anden måde. Om de har omsorg for barnet/børnene eller de kun tænker på sig selv. Den slags dyre ture bliver jo i rigt mål tildelt  kriminelle eller utilpassede unge. Hvorfor så ikke hellere forebygge?

I kunne eventuelt nedsætte et blandet udvalg bestående af både jer som eksperter og os nære failierelationer, der sidder inde med praktiske erfaringer, efter vi selv har eller har haft en børneflok. For vi er ligeså kompetente til at blande os i diskussioner om børn som eksperter, der jo kun er vant til den faglige indgang.JEG KAN JO LÆSE AF ALLE LOVFORSLAG. AT DE FORVÆRRER SITIATIONEN FOR BØRNENE MERE END DE HJÆLPER. Hvis man er specialiseret er det ligesom med lægen, der KUN interesserer sig for den dårlige fod, mens han glemmer resten af legemet! Det er ikke symtombehandling, tvangsfjernelser skal skæres til efter.Ellers mister man nemt overblikket, og det er jo ingen videnskab at have børn. Menneskeheden har overlevet i tusind år, så det er på tide at tage fat om ondets rod om hvad  barnert tarv og hvad den sociale arv i virkeligheden er for noget.  

Hvor forældreevne undersøgelser er blevet et modefænomen, som foretages før man får børn.  Man er jo først forældre, når man får barnet op i sine arme! Problemerne bliver løst efterhånden,fordi både forældre og barn lærer af hinanden hen ad vejen. Hvor begge parter, både forældre og børn vokser og udvikler sig sammen i takt med hvad de oplever. Når vi taler om tvangsfjernelse, er det som om forældrene bliver betragtes som statiske. Somom de aldrig udvikler sig, men forbliver som de er. Derfor står der altid i indstilingen til en tvangsfjernelse, at forældrene, selv ikke med hjælp, vil være i stand til at drage omsorg for barnet.Hvor ved I det fra?  Det er helt forkert, for forældre kan jo aldrig på denne måde lære at blive gode forældre, når barnet tages fra dem

Hvad hjælper det med et kørekort, hvis du ikke får lov til at køre i en bil? Når det halvvoksne barn efter endt fjernelse som 18 årig kommer tilbage til sine forældre,er det blevet så føæeæsesmæssigt retarderet, at det bliver svært, ja næsten  umuligt for den unge og forældrene at finde ind til hinandens kærlighed igen.  Det ville det være som at smide den billist, der er blevet forment adgang til at køre i  bil, ind i en stor lastbil med anhænger og sige: KØR!  . 

I bliver ved med at udtale love, som ikke ender iandet edn at cementere sagsbehandlerens vej, men aldrig  forældrenes vej. I gør så meget ud af at forbedre systemet med en masse økonomiske tiltag, men det er mindst lige så vigtigt at forbedre forældrenes liv og muligheder. Formålet er jo ikke at adskille forældre og børn, men at hjælpe dem til et bedre liv. Det bekræftes jo ved forslaget om at igangsætte familierådslagning, hvor man inddrager familiens ressourcer til gavn for børnene. Men befolkningen har for længst undret sig over, at vi ALDRIG i praksis mærker noget til jeres gode udspil! Hvad med at sagsbehandlere i det hele taget bevæger sig udenfor computeren og ud til familierne, i stedet for blive indenfor sit kontor og der blot føre alting ned på papiret. Det overordnede må vel være at værne om familien - som den vigtigste institution i samfundet.  

Venligst

Billedkunstner og filmstuderende
Kirsten Skovbo
Urmagertoften 20
8270 Højbjerg