Dødelig moderkærlighed

Av Søren Friis Smith, barnepsykolog.

 

DR1 viste den 14.04. dokumentaren: ”Dødelig moderkærlighed”.

Bekymringen for programmets lødighed blev allerede vakt af foromtalen på www.dr.dk. Man anførte, at det handlede om ”Münchausen Syndrome by Proxy” (MSBP). Diagnosen nåede aldrig formel godkendelse, før den tilbage i 1994 skiftede navn til ”Factitious Disorder by Proxy” (FDBP), hvilket dog ikke førte til godkendelse.

Det fremgik sammesteds, at ”eksperter er enige om, at den (MSBP) alt for tit bliver overset, fordi børnelægerne stoler på mødrene og stiller deres diagnoser derefter”. Det er et ukorrekt postulat. Allerede i 2002 var der stærkt divergerende opfattelser af diagnosens lødighed, hvilket også dokumenteres i og med at den trods sin mere end 20årige eksistens, aldrig har forladt det internationalt anerkendte diagnosesystem DSM’s appendiks.

Siden er striden om diagnosen blusset alvorligt op og foreløbigt kulmineret, da det i december 2003 kom frem, at diagnosens ophavsmand, børnelægen Sir Roy Meadow, kunne se frem til, at hans livsværk skulle udsættes for en grundig undersøgelse af det engelske ”The General Medical Council”. Beslutningen herom kom efter at fire spektakulære retssager alle endte med at mødre som tidligere var dømt for mord som følge af MSBP, blev omstødt – et forløb det i øvrigt har været muligt at følge på BBC WORLD’s nyhedsside på Internettet.

At det kunne gå så galt kan umiddelbart undre, idet dokumentationskravene til, at man har kunne stille diagnosen MSBP/FDBP, har været problematiske. Det er dels et krav, at det kan dokumenteres, at moderen, som møder med sit barn hos lægen, er bevidst om, at det er hende selv, som har fået barnet til at fremstå som syg, ligesom det er et krav, at moderen gør det med det formål, at opnå børnelægens opmærksomhed. Man behøver ikke at være fagperson for at se, at det drejer sig om udokumenterbare hensigter og at man derfor kommer til at skulle forlade sig på den diagnosticerende læges tro og fornemmelser.

At det at forældre mishandler deres børn optages på video er taget til indtægt for diagnosens rigtighed. Også det kan undre. Videooptagelser dokumenterer handlinger, ikke hensigter. At det alligevel er gået så galt skal nok tilskrives, at de drifter der drev hekseprocesserne i Middelalderen ikke er så langt væk, som vi helst ville ønske det.

Det burde være overflødigt at tilføje at børnemishandling og drab på børn foregår, og altid har foregået. Begge dele bør selvsagt bekæmpes. At bruge diagnoser som er dokumenteret skadelige, idet de medfører børnemishandling i form af uunderbyggede tvangsfjernelser og justitsmord, bør der derimod advares imod. På baggrund heraf opfordrer jeg til, at der foretages en gennemgang af danske MSBP/FDBP-sager for at sikre, at unødvendige tvangsfjernelser og justitsmord ikke også er et problem hér.

 

********

 

Søren Friis Smith er dansk barnepsykolog med spesialistanerkjennelse.  Artikkelen er tidligere publisert på www.sfsmith.dk og gjengis her med tillatelse.