BarnasRett 9. februar 2006

 

Barnets retsstilling i Danmark

Av Else Sommer

 

En kommentar til
Vil åpne barnevernet
Hvorfor skal pressen ha adgang til grove sedelighetssaker, men nektes innsyn i barnefordelingssaker? er blant spørsmålene som reises i boka «Barnevern - medier og juss». (Nrk Troms og Finnmark 07.02.06)

***

Vi, som arbejder for børns interesser i Danmark ser det også som et stort problem, at børneværnet er så lukket. Ikke engang de implicerede kan få aktindsigt længere. Kun kommunernes fortolkning af sagen. Børn og forældre inddrages ikke og får aldrig lov at godkende referater af møder, før de er officielle. Bagefter er det for sent at protestere.

Når en dansk kommune ønsker at tvangsfjerne (omsorgsovertagelse) er der 3 trin.

1. BØRN OG UNGEUDVALG
der består af 3 byrådspolitikere, en børnesagkyndig fra amtet og en byretsdommer, der kun fungerer som mødeleder. Som anklagere fungerer normalt 2 embedsmænd fra børneværnet. Referenten er kommunens mand.

Derud over tillades kun indehavere af forældremyndighed, deres advokat og eventuelt en bisidder.

Sagen er normalt afgjort ved forvaltningen indstilling. Det er ikke almindeligt at nogen tager notits af protester fra hverken børn eller forældre.

Vidner eller bevisførelse tillades ikke.


2. ANKESTYRELSEN
er første klageinstans. Den ligger i København. Højst en halv times fremmøde tillades forældre, en advokat og evt. en bisidder.

Her er heller ingen vidner eller bevisførelse tilladt. Sagen er reel afgjort ved styrelsens indstilling, der alene bygger på kommunens i sagens natur negative fremstilling.
I virkeligheden har Ankestyrelsen kun statistisk funktion. Dens fornemmeste opgave er at sikre, kommunerne giver nogenlunde enslydende begrundelser.


3. LANDSRETTEN
Sidste klagemulighed. Her har kammeradvokaten, som repræsenterer staten, "skåret sagen yderligere til". Det betyder en total tilsvining af barnet og dets familie.

Vidner og bevisførelse tillades teoretisk. Dommerne bryder sig normalt ikke om den slags. "SAGERNE ER JO SÅ UDMÆRKET BELYST I FORVEJEN".
Jeg erindrer ikke, hvornår en landsretsdommer og hans 2 "sagkyndige" meddommere sidst har frikendt et barn.

I teorien er retshandlingen åben.

I realiteten er der et trin under disse, nemlig en FORMANDSBESLUTNING.
Formanden for børn og ungeudvalget kan beslutte, at et barn skal fjernes fra hjemmet straks, hvis det skønnes at være i fare eller forvaltningen finder det belejligt. I så fald skal der holdes møde senest en uge efter, barnet er fjernet.

*

Vi kan sjældent få pressen i tale i disse ofte uhyrlige sager. Som regel tør journalisterne ikke. Men begrundelsen kan også være, at de ikke mener at kunne omtale den slags, hvor det er umuligt at få indsigt i hele sagen, for myndighederne gemmer sig bag tavshedspligten.

I sædelighedssager, hvor forældre forgriber sig, er der ingen ende på pressebevågenheden. I sagen fra Tønder, hvor en lille pige (måske 2) er lejet ud til prostitution, må børnene endnu så mange måneder efter se sagen endevendt daglig i aviser, radio og TV. Den slags hændelser benytter børneværnet naturligvis til at fremhæve sig selv. VI ANEDE INTET til trods for stakke af bekymringsmeldinger. MEN HAVDE VI BLOT FLERE PENGE OG STØRRE BEMYNDIGELSE!

Børneværnet har dog allerede bemyndigelse til ved kampklædte betjentes hjælp at bryde ind i og smadre folks hjem, at overfalde forældrene og slæbe af med de skrigende rædselsslagne børn. Og bagefer kun tillade højst sporadisk samvær, endda strengt overvåget på et miserabelt sted.

De mange seksuelle overgreb i plejeforhold omtales derimod kun kort eller slet ikke. Ikke engang, når de professionelle er årsag til et barns død, vises sagen større interesse. Vi kunne sådan ønske, at offentligheden fik indblik i sagerne af hensyn til retssikkerheden.

Det værste er, når børneværnsarbejderen med himmelvendt blik citerer loven som om, den er overholdt.

Det er en sejlivet myte selv hos Danmarks Radio, at kun kriminelle eller vanrøgtede børn fjernes. Det er langtfra sandt. Mishandlede børn får sjældent hjælp. Derimod tilskyndes sagsbehandlere til tidlig indskriden på den blotte mistanke.

Servicelovens § 42 lyder således: Er der åbenlys risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af 1.utilstrækkelig omsorg; 2.vold; eller 3. problemer med barnet...,  kan kommunen skride til tvangsfjernelse.

Ingen definerer, hvem det skal være åbenbart for eller hvor stor risikoen skal være eller hvad, den skyldes.

Der er heller ingen krav til anbringelsesstedets kvalitet eller støtte til barn og familie under anbringelsen. Vi ser ofte, at anbringelsesstedet er langt ringere end hjemmet.

Disse vanvittige forhold er selvsagt totalt ødelæggende for det enkelte barn og dets pårørende. Det er også i højeste grad landsskadelig virksomhed. Det er nok ikke helt forkert, når jeg anslår, at det danske samfund ofrer 20 milliarder på særlige foranstaltninger for børn om året. En stor del er direkte skadeligt.

Det skønnes, at 20 % af alle nulevende danskere som børn har været anbragt udenfor hjemmet i kortere eller længere tid. Frivilligt eller ved tvang. Alene det store antal mennesker med barndomstraumer udgør et problem.

Egentlig underligt, at ikke flere af dem protesterer på børnenes vegne.

*