14. november 2006

 

Har børn da slet ingen rettigheder?

 

Av Else Sommer
Forfatter

Tilsyneladende er det ikke tilfældet i Danmark.

I 16 år var jeg lærer i en skole, der var hasteopført i slutningen af 60erne. Som sædvanligt kom de store børneårgange helt bag på politikerne, som så sig nødsaget til at opføre en række børnehaver og skoler i absolut discountudgave. I særdeles dårlige materialer, med dårlige planløsninger og som regel med flade tage efter sydeuropæisk model. Udluftning og temperaturregulering virkede ikke. Bygningerne var ikke funktionelle, hverken i voksen- eller børnehøjde. Dertil kom, at såvel rengøring som vedligeholdelse var yderst mangelfuld. Det utætte tag betød, at giftige skimmelsvampe bredte sig overalt, også i klimaanlægget, der for øvrigt stoppedes for at spare på varmen. Træværket rådnede, så det var forbundet med livsfare at åbne et vindue. Flere gange har jeg oplevet et stort termovindue brage ned i skolegården, når rammen slap. Temperaturen i de alt for små klasseværelser varierede fra 16 til 45 grader C.

Der sad vi så, lærer og op til 28 børn hele dagen i de uhumske omgivelser. I frikvartererne var der blot en smule fliser at røre sig på. Skønt jeg utallige gange klagede til Arbejdstilsynet, blev der intet gjort for at bedre forholdene. Syge lærere blev afskediget med prædikatet dårlige nerver, og børn nyder end ikke på papiret beskyttelse efter arbejdsmiljøloven.

Det har været drøftet mange gange i Folketinget, hvorvidt børns helbred burde beskyttes. Men forslaget er hver gang nedstemt med den begrundelse, at det er for dyrt at medregne børn til menneskeheden. Hvorfor regner ingen ud, hvad det koster at ødelægge så mange børns helse? Når vi voksne blev livsvarigt invalide af svineriet, hvilke mén kunne børn da forventes at få?

Hvorfor finder forældre sig i, at deres børn skades for livet blot ved at passe deres skole? Hjemmeboende børn nyder ellers som regel forældres og families beskyttelse. Men langt værre ser det ud for anbragte børn, som jo netop er frataget dette privilegium. Det er helt galt at være nødt til at opholde sig på usunde lokaliteter, men endnu værre at være frataget alle de frihedsrettigheder, vi ellers omtaler som selvfølgelige. Anbragte børn har ikke hunds ret. Anbringelsesstedet kan behandle dem efter forgodtbefindende. Der er ingen steder at klage, og løber børnene bort, indfanges de og slæbes tilbage af politiet. Vi ser desværre eksempler på, at børn følges af op til 2 voksne hele dagen. De fratages deres penge og mobiltelefon og al øvrig kontakt til omverdenen. Om natten klædes nogle nøgne og låses inde.

Er det måden at skabe gode lykkelige samfundsborgere på? Er det foreneligt med demokrati? Den danske grundlov § 71 foreskriver et folketingsudvalg, der skal føre tilsyn med forholdene for administrativt indespærrede. Dette udvalg kan ikke siges at have taget forpligtelsen overfor frihedsberøvede børn særlig alvorligt. Ifølge rådets seneste rapport er der i afvigte år foretaget et par besøg - anmeldt i god tid. Efter besøget er kommunen anmodet om en redegørelse for børnenes trivsel. Der ses ingen grund til at tale med de frihedsberøvede. Formålet er udtrykkeligt IKKE inspektion, men erfaring, så der kan stilles passende spørgsmål til ministeren. Såvel spørgsmål som eventuelle svar er i øvrigt fuldstændigt ligegyldige, da kommunerne er selvstyrende og ikke synes at være undergivet landets love.

***