BarnasRett 9. mars 2006

 

Har du helt mistet dit barn?

Av Else Sommer

 

Når kommunen overtager omsorgen for dit barn, er det naturligvis meningen, at der skal arbejdes ihærdigt på, at forholdene i hjemmet skal bedres, så barnet hurtigst muligt kan vende tilbage. Forældre skal altså tilbydes hjælp til at overvinde eventuelle vanskeligheder. Det tilsiger såvel dansk lov som Børnekonventionen.

Desværre er virkeligheden en ganske anden.

Når barnet er borte, anses sagen for slut, og man kan true en ny familie. I stedet for hjælp går familien ind til angst, tvivl og ydmygelse. Det fører til fysisk og psykisk sygdom, tab af relationer og social deroute. Alene af den grund kommer børn sjældent hjem igen.

Vi som forsøger at hjælpe børnene, har tit vore tvivl om, hvorvidt vi skal søge børn hjemgivet, eller vi skal prisgive dem og lade kommunen destruere dem totalt.

Når det endlig lykkes at få et længe anbragt barn hjem, kan det være med hele familiens velfærd som indsats. Det kræver en meget stærk og sammentømret familie.

Det er svært for familien at rumme barnet igen efter lang tids fravær, fordi det er blevet en fremmed og oftest svært skadet af anbringelsen. Børn, som fjernes fra hjemmet, tror som regel, at familien har vraget dem, fordi de er dårlige, ikke værd at elske. Samtidig er de ofte meget vrede på forældrene, der lod det ske. Børnene har mistet "forældrebilledet". De indser ikke nytten af forældre eller familie at identificere sig med. De stoler slet ikke på voksne.

Især institutionsbørn mangler totalt normer for at begå sig mellem andre. Det fører naturligvis til idelige konflikter i "det virkelige liv". Og så plaprer de - uafladeligt uden at forvente respons - højst negativ. Deres skolekundskaber er normalt dårlige.

For det første har altså den anbragte aldrig lært at begå sig i samfundet. Der kommer uundgåeligt konflikter med alle omgivelse, forældre, søskende, skole, naboer. Det betyder, at barnet skal lave sig helt om. Det samme må familien for at rumme ham eller hende. Det er ikke noget særsyn, at store børn og unge i den situation opfører sig som umulige pattebørn.

For det andet vil han/hun prøve grænser af. Holder de nu også af mig? De har jo kasseret mig en gang. Hvis de elsker mig, hvor længe da? Er jeg god nok? Hvilke krav stiller de nu? Holder de mere af de andre børn? Hvad med det stempel, jeg har på ryggen? Hvad med kammerater?

*

Det er sagt, at det man har savnet som barn, kan man aldrig mættes af. Disse børn hungrer efter accept og kærlighed i en grad, så de bliver en belastning for omgivelserne. Når de endelig får lov at komme hjem, er det med helt urealistiske forventninger. Det fører i yderste konsekvens til, at familien bukker under eller børnene tager deres eget liv af skuffelse.

Hvad gør så kommunen for at lette situationen? INGENTING.

Som hjælper kommer man tit i alvorlig tvivl om, hvorvidt man skal prisgive det anbragte barn og måske redde familien eller risikere alles velfærd. Det er hårdt for forældre at se sit barn misrøgtet af offentlige myndigheder. Men er det lettere at skære det ned fra familiens pæretræ, når det har hængt sig der?

Naturligvis kan man som forældre kun gøre det, man kan. Det bliver en lang sej kamp, også for eventuelle søskende. De må støttes i at være sig selv og samtidig inddrage den hjemvendte i videst muligt omfang. Forklar dem, at den hjemvendte er skadet, men har krav på familien i det omfang, han ikke krænker deres frihed.

Hvor man får hjælp er straks vanskeligere. Det hjælper sikkert at tale med lidelsesfæller. Hvad siger kommunen? Der må jo være en plan for hjemgivelsen. Er der familie eller nære venner, der kan hjælpe og støtte? Eventuelt ved at tage drengen/pigen med på fisketur eller lade dem hjælpe nogle timer. I øvrigt er det tit gavnligt, at forældre favoriserer den anbragte ved at opleve noget med ham/hende helt alene, kun 2. Noget han eller hun kan lide.

*