Recensjon av Killéns bok Barndommen varer i generationer
Av Else Sommer



Efter at have læst Killéns værk Omsorgssvigt er alles ansvar følte jeg mig tvunget til at læse denne også. Her var opskriften på, hvordan vi undgår alle de vilde tvangsfjernelser!

Mine forventninger skuffedes dog i første omgang. Killén har ganske vist modereret sine synspunkter. Førhen mente hun, at socioøkonomiske og psykiske belastninger ingen indflydelse havde på forældreevne og at belastede familier ikke skulle hjælpes, fordi det "tilslørede problemerne". Den væsentligste grund til, at nogle forældre (i realiteten mødre) ikke er "gode nok" skønnes stadig at være deres egen utilfredstillende barndom og deraf følgende mangel på selvfølelse. Med et let omskrevet bibelcitat: Mødrenes synder skal nedarves på børnene i 7. led. En ny definition af arvesynden?

Underligt nok har Killén slet ikke opdaget, at fædre faktisk er debuteret som omsorgspersoner. Kun i tilfælde af deprimerede mødre kan fædre være en slags erstatningsforældre.

Killén har dog fået en enkelt betænkelighed, siden vi sidst mødtes. Hun spørger med Winnicott, som i 69 erkendte, at "vi som professionelle risikerer at stille perfektionistiske krav til forældrene - som om nogen kan vide, hvordan det perfekte forældreskab skal se ud, slet ikke for at tale om at udøve det". Han peger på, at man herigennem kunne komme til at underminere forældres bestræbelser, forældre, hvoraf størstedelen er "tilstrækkeligt gode", når det drejer sig om at tilfredsstille barnets behov.

Følgelig bruger Killén de første 176 sider på at anvise, hvordan man bedst undergraver de "gode nok" forældre, bl.a. ved at vise dem videoer, der får dem til at stræbe efter at blive "lige så gode, som os".

Familier med behov for hjælp levnes forbavsende lidt opmærksomhed i betragtning af bogens undertitel. Med lidt god vilje 21 sider.

Forbavsende nok starter Killén med at citere Johannes Møllehave: Det mest afgørende, som skete for os da vi var børn, var, at der var kærlige øjne, som så os. Så os med glæde og varme. Ikke fordi vi havde de gode egenskaber, men bare fordi, vi var til.

Møllehave, som mig bekendt havde en særdeles problematisk barndom med visse psykiske eftervirkninger. Men som dog uden Killéns hjælp er blevet et ganske værdifuldt menneske (vistnok også skatteyder).

På side 82 leverer forfatteren det hidtil stærkeste argument mod tvangsanbringelse, sikker uden at vide det: "Forældrens manglende følelsesmæssige engagement i barnet, er antageligt noget af det, der skader et barn mest, specielt når det gør sig gældende tidligt i barnets liv og er langvarigt".

Det må vel ses som et fremskridt, at Killén nu anbefaler tværfagligt og tværsektorielt samarbejde. S 246: "Hvis det tværfaglige samarbejde skal være til nogen nytte, må personlige ambitioner erstattes med faglige ambitioner.... En udjævning af statusforskelle er som tidligere nævnt helt afgørende. Det forudsætter respekt for andre fagområder og deres arbejde samt en ydmyghed over for andres opfattelse. S 250: Måske bliver det den største udfordring at prioritere børn og forældre højere end faglige stridsspørgsmål.

Det står åbenbart stadigvæk sløjt til med samarbejdsevnen. Killén beskæftiger sig slet ikke med, hvordan de stakkels forældre skal blive hørt i al den "ekspertice".

Nu er den helt store AHA-oplevelse tilknytningsteorien fra tresserne: "Udviklingen inden for tilknytningsteori kan sammenlignes med en revolution, hvad angår menneskets helt tidlige udvikling".

Ved hjælp af tilknytning antages børn at forme "indre arbejdsmodeller" (internal Working models), som gør dem selv til gode nok forældre etc.

Hvis det bare lykkes at få tilført tilstrækkelige midler, mener forfatteren nok, at "fagfolk" med en kummerlig uddannelse og ringe samarbejdsevne kan ryste skeletterne ud af skabene og fordrive "spøgelserne fra børneværelserne". Tør jeg foreslå bedre undervisningsmateriale på universiteter, seminarier og sociale højskoler? Noget, som forholdt sig til virkeligheden i stedet for disse luftkasteller og selvforherligelser.
Der findes dog en fornuftig passage i bogen. S 162: Selektivt forebyggende arbejde forudsætter et nært samarbejde mellem den primære og den sekundære sundhedssektor. DET ER IKKE TIL MEGET NYTTE AT MOTIVERE FORÆLDRE OG BØRN TIL AT TAGE IMOD HJÆLP, HVIS DER IKKE ER NOGEN HJÆLP AT FORMIDLE. Det er lige præcis situationen i Danmark, Familier henvises til en hjælp, der ikke findes. Bagefter bliver forældrene beskyldt for manglende samarbejdsvilje. DE TOG JO IKKE IMOD DET MANGLENDE TILBUD!

S 183:  Som vi har set, er det med den viden, vi i dag har om tilknytning og børns udvikling, til en vis grad muligt med rimelig stor sikkerhed at forudsige nogle af de problemer, der vil komme til at forstyrre forældrefunktionen. Dette gælder også en række af de forhold, der vil belaste barnet og påvirke dets udvikling samt næste generations forældrefunktion.

*

Som filosofisk værk er bogen en katastrofe, fordi den er så selvmodsigende. Den udkaster en meget tvivlsom påstand og bruger så denne som bevis og legimitation til at gøre barnet fortræd i stedet for som postuleret at hjælpe.

     Det ER sandt, at barndommen varer i generationer.
     Grunden er den, at myndighederne stjæler børn.
     I Danmark er det lovligt at tvangsfjerne børn på den blotte mistanke om, hvad der KUNNE ske i fremtiden.
     Trygge glade børn er naturligvis nemmere at placere end dysfunktionelle.
     Alligevel får de livsvarige skader ved indgrebet.
     Disse systempåførte skader bruges så til at begrunde, at de selv er dårlige forældre etc. etc.
     PÅ DEN MÅDE BLIVER DER TALE OM EN SELVOPFYLDENDE PROFETI.
Det har undret mig, at Killén aldrig har spekuleret over grunden til, at de truede familier er så negative, så afvisende og mistroiske over for myndigheder, som hun postulerer. SKULLE DER MÅSKE FINDES EN ÅRSAG UD OVER FORÆLDRENES INDRE PARANOIA? Har de virkelig været udsatte for overgreb, manglende hjælp og foragt fra systemets side? Samtidig med, at Killén anbefaler nådesløs tvang overfor de familier, hun anser for (at blive) "ikke gode nok", siger hun på S 129: Hovedkomponenten i vellykket intervention med henblik på at fremme forældre-barn-tilknytningen er kvaliteten af den professionelles forhold til forældre og børn (citat fra Stern 1995).
Mon det ikke snart er på tide, politikere stopper disse samfundsnedbrydende overgreb og sikrer pressede familier hjælp. Det være sig økonomiske, bolig og uddannelsesmæssige problemer. Værn mod vold og fordomsfri hjælp i sygdoms- og misbrugstilfælde.

Killén kender så mange fine ord. Det kan gøre hendes værker til tung læsning. Denne bog er nogenlunde let tilgængelig.

Litteraturlisten er på 21 tætte sider. Den rummer 11 af forfatterens egne værker.

**
Kari Killén : Barndommen varer i generationer. Forebyggelse af omsorgssvigt
Hans Reitzels forlag 2001