BarnasRett 05.04.2006

 

Tidlig indsats - hjælp eller tvang?

Af Ole Kortz

 

------------
Artikkelen har tidligere vært publisert på Tabuka den 23.03.06. Den er gjengitt her med forfatterens velvillige tillatelse.
------------

Jeg tror gerne, at hvert tiende danske barn har problemer, som samfundet burde tilbyde at afhjælpe. Er også sikker på, der bliver flere i takt med, vort sociale system forfalder. Ved, at udsatte børn ingen hjælp får, uanset anbringelse eller ej.

I øjeblikket har systemet kun et svar - Tvang og umyndiggørelse.

Der skal helt andre boller på suppen. Familier skal støttes til at tage ansvar for egne børn, så tør man søge hjælp.

Når en stakkels mor endelig har løsrevet sig fra et voldeligt forhold, snupper kommunen straks børnene i stedet for at tilbyde hjælp til etablering og til at komme sig. Bliver moderen syg, fjernes børnene uden håb om genforening.

I stedet for al den bedreviden skal sættes samarbejde og respekt. Påtvungne foranstaltninger virker altid negativt.

Næsten alle de opregnede faresignaler kendetegner netop anbragte børn:

° Deres forældre er deprimerede over anbringelsen og i øvrigt fraværende.
° Ingen hjælper dem i vanskelige situationer og med svære følelser.
° De har intet fællesskab, heller ikke i fritiden.
° Har oftest konflikter med jævnaldrende.
° Klarer sig sjældent godt i skolen.
° Sprog og begrebsverden fattigt.
° Jo tidligere anbringelse, des værre skader.

Det er altså ikke nok at udpege "risikobørn". Der skal også være vilje til at yde hjælp. Ellers gør alle milliarderne mere skade end gavn.

Jeg ved godt, der ikke er tradition i Danmark for at interessere sig for, hvad vore skattekroner (mis)bruges til. Men den trafik må høre op. Min skat skal bruges til at gavne os alle. Ikke til at ødelægge uskyldige børn.

Det er på høje tid, der kommer seriøse forslag til løsninger på bordet.

Se:
Udgivelse: Christensen, E.: Opvækst med særlig risiko. Socialforskningsinstituttet
Udgivelsesdato: 23. marts 2006
Omfang/pris: 93 sider/85,- kr. inkl. moms.

*